Stikordsregister

Dianna Stokholm

flere billeder   Diana Stockholm

Det har været yderst spændende at følge Dianna Stokholms værkproduktion. Hendes værker rummer en billedmæssig råstyrke, der blandt andet udspringer af en totalt uforbeholden tilgang til maleriet som medie og til det at udtrykke sig.

Man møder en ekspressiv vildskab og heftighed i Diannas værker, der ligger langt fra det fortænkte og velorganiserede udtryk, som man møder i mange andre kunstsammenhænge. ”Noget med skønhed”: Skønhed er indbegrebet af langt mere end de sansede oplevelser af indtagende billeder, former, farver eller lyd. Og skønhed kan i sig selv være sanseligheden – fornemmelsen der aflejres.

Skønhed er med til at sætte verden i perspektiv, den giver os et målestokforhold og hjælper os til en forståelse af vores omverden – heriblandt mennesket. Skønheden sætter spørgsmålstegn – den tvinger os til overvejelser om det gode – og deraf også det modsatte.

Er det overvejelser af den karakter, Dianna Stokholm beskriver i sine værker? Er intensiteten i hendes værker udtryk for en spænding mellem den i os iboende stræben efter det skønne og det dystre/mørke? Eller viser Dianna os ganske simpelt den skønhed, der kan være i det kaotiske, i det voldsomme, i det kraftfulde?

Det er, som om der ingen grænser er – ingen umiddelbart genkendelige elementer, der fastlåser i bestemte tankebilleder og tolkninger – og derfor er der alt.

Noget med skønhed

Jeg tager det som er min æra
min forløser, det som er indvendigt
fyldt med smuk kærlighed og
råhed, den ægte fylde af
begær og lidenskab en uudtømmelig
kilde af længsel og frihed

Dianna Stokholm

JavaScript DHTML Menu Powered by Milonic