1864 - 1905 flere billeder -
På Kunstmuseet findes 2 billeder af Valdemar Schönheyder Møller og oplysninger i et ringbind om såvel denne kunstner som billedhuggeren Niels Jacobsen Høegh. Disse to kunstnere var internationalt kendte, men nationalt ukendte og glemt. Valdemar Schönheyder og Niels Jacobsen Høegh er begge født i Århus-området, og begge døde under indlæggelse her på Psykiatrisk Hospital i henholdsvis 1905 og 1912 efter flere års indlæggelser.
Den manglende anerkendelse af denne og andre kunstnere på nationalt plan skyldes givetvis i høj grad det forhold, at de blev psykisk syge og endte deres dage på et psykiatrisk hospital. Der blev dengang som nu diskrimineret mod psykisk syge kunstnere, ikke mindst her i Danmark.
Valdemar Schönheyder Møller blev født i Århus i 1864. Faderen var hospitalsforstander. Moderen var kendt for sine skønne broderier. Valdemar Schönheyder Møller stod i lære hos en århusiansk xylograf. Han kom senere på Akademiet og Krøyers malerskole, men befandt sig dårligt på Akademiet og var der kun kort tid. Man må betragte ham som autodidakt og l'art brut maler.
Valdemar Schönheyder Möller havde både depressive og maniske perioder, som led i en manio-depressiv lidelse. Han var indlagt på psykiatriske hospitaler såvel i Frankrig som her i landet. Sidste indlæggelse var på Psykiatrisk Hospital i Risskov fra år 1900 til hans død i 1905.
Det var hans idé og lidenskab at ville gengive solen og dens blændende lys, f.eks. som det bryder frem mellem træstammerne i en skov eller set mod selve solskiven med de farvepletter, som det stærke lys fremkalder på øjets nethinde. Han studerede disse fænomener systematisk, særligt i skoven ved Fontainebleau, hvor han skal have malet ca. 30 billeder med sådanne motiver.
Et af disse billeder: "Solen i Granskoven", der tilhører Århus Kunstmuseum, findes her på Museet. Dette fremragende impressionistiske billede, der blev købt til Århus Kunstmuseum i 1896, har så vidt vides aldrig været udstillet, før det i 1985 blev udlånt til Museet i Risskov. Den franske kunsthistoriker og kritiker Léon Bazalgette skrev bl.a. følgende om Valdemar Schönheyder Möller: "Har malere i tidligere tid oplevet naturens skiften fra time til time, har denne danske kunstner gengivet disse fra minut til minut. Var de impressionister, må hans kunst karakteriseres som fænomenalisme".
Valdemar Schönheyder Möller blev i Frankrig og overalt i Europa kaldt "le peintre du soleil". Årene fra 1885-1892 udstillede han regelmæssigt på Charlottenborg samt på anerkendte udstillinger i Paris, Oslo, Stockholm, Berlin, London, Budapest og Kapstaden. Hans billeder findes på museer i alle de nævnte byer. Det kan nævnes, at han ved en udstilling i Kapstaden i 1890'erne solgte alle de udstillede billeder.