Stikordsregister

Peter Johannes Staal

 1892-1974   flere billeder

Peter Johannes Staal malede utallige billeder under sit 52 år lange ophold på hospitalet. De fleste af billederne solgte han eller gav væk.

Peter Johannes Staal var i 1972 med få dages mellemrum hovedperson i to fester på hospitalet. Den 7. juni fejrede han sin 80 års fødselsdag på afdelingen med et langt festdækket bord, servering af kringle og en overdådig lagkage, kaffe og rigelig tobak.

Samme år udsendte Staal invitationer til særligt udvalgte i anledning af sit 50 års jubilæum her på hospitalet. Alle gæsterne fik et personligt indbydelseskort med hver sin Storm P-agtige figur'' the man from the Rocky Mountains''.

Et par dage efter festen fortalte Peter Johannes Staal, at han syntes, jubilæumsfesten var forløbet udmærket, og at han nu faktisk kun ventede på ''Kronen på værket''. Det han mente med ''Kronen på værket'' var, at der jo på hospitalets porcelæn står SS med krone over, og på samme måde syntes han, at han i en eller anden form burde modtage ''Kronen på værket''.

Det stemmer godt med, at Peter Johannes Staal altid havde været meget optaget af at male kongekroner, som han, så vidt det kan forstås, mente symboliserede det højest tænkelige.

Peter Johannes Staal hører på samme måde som Ovartaci og flere andre til en lille gruppe patienter, der på trods af årelang indlæggelse befandt sig særdeles godt på Hospitalet. For dem var det blevet et fristed, hvor de kunne udfolde sig kreativt og derigennem få kontakt til mange mennesker, såvel personale som andre patienter.

JavaScript DHTML Menu Powered by Milonic