
Albert Lunds Dagbog, 1892-1940 giver et fascinerende billede af livet på „Jydske Asyl" det oprindelige navn for Psykiatrisk Hospital i Århus, set med Albert Lunds øjne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede.
Albert Lund, der var forvalter på Jydske Asyl, var meget interesseret i patienterne og kom ofte på afdelingerne for at snakke med dem, og han gav dem ofte noget at ryge på eller et mindre bidrag til at købe noget sådant.

Forvalter Albert Lund med sit personale
ved
Jydske Asyl
fotograferet ved 50-års jubilæet
i 1902.
Han deltog i patientfesterne og var med i den årlige dilettantforestilling. Han var meget afholdt af patienterne, og de forærede ham ofte genstande og tegninger, de havde lavet. Det er disse foræringer, der danner den første grundstamme i samlingen på Museet, Psykiatrisk Hospital.
Albert Lunds Dagbog er illustreret med 36 fotos, der tilsammen med dagbogen er af stor psykiatrisk, historisk og kulturhistorisk interesse.

Albert Lund og kontorpersonalet
omkring 1939.
„Paa Hospitalet var det en meget vanskelig Administration, da Priserne paa alt var vanvittigt høje. – Kullene kostede ca. 300 Kr. pr. Ton, og vi maatte delvis fyre med Tørv under Dampkedlerne. – Det var rent galt med at skaffe Skraa og Røgtobak til Patienterne, og mange af dem kunde jo ikke forstaa, at det ikke kunde skaffes. Jeg husker, at flere af Cellepatienterne var ved at slaa os ihjel, naar de ikke kunde faa Tobak. – Da vi en Gang var i Hobro under Krigen (1. Verdenskrig, red.), fik Ingrid et Par Pund Kaffe foræret af Ove Bie, og hun var henrykt og drog stolt hjem med sin dyrebare Helligdom.“
Udvælgelsen af uddrag fra Albert Lunds dagbog er foretaget i et nært samarbejde mellem hans søn Poul Lund og Johannes Nielsen. De originale fotografier, der er udvalgt til illustrering af bogen, findes i fotosamlingen på hospitalets museum. En hel del heraf er skænket til museet af Albert Lund.

Anstaltens port set indefra med portneren,
Kirstein, Johnsen, reservelægen
og Albert Lund,
marts 1895.
Jul på Jydske Asyl i 1890´erne
„– Da Juletræet var tændt, og Patienterne kom ind fra Gangen, var Patienten, Pastor N.N., en af de første, der fór ind, og han huggede straks en Del af de Sukkerfigurer, der hængte paa Juletræet. – Da vi skulle synge en Salme, vilde Pastor N.N. synge for, og han begyndte meget kønt med den første Linie af „Et Barn er født i Bethlehem“, hvorpaa han straks gik over i „Friskt Mot i Gossar blaa“ (samme Patient tog sig en Slurk af sin Potte hver Morgen, og naar han gik til Bad, spiste han de sorte Snegle, han kunde faa fat i). – En Mulat, som vi den Gang havde, bestilte ikke andet end at slaa Kolbøtter paa Gulvet omkring Juletræet. – Det var ogsaa ved denne Lejlighed, at jeg fik et Par Lussinger af en Skolekammerat, der var indlagt, da jeg ønskede ham glædelig Jul.“
Personaleoptræden. Fru dr. Gulstad, Poula
og Harry Kjær samt dr.
Gammeltoft.Dilettant
„...gamle Overlæge Holm sagde til mig, at det var forbunden med min Stilling, at jeg havde Pligt til at spille Komedie, og det havde jeg ikke noget imod...“
Bogen kan bestilles her, eller på
Museum Ovartaci Århus, 8240 Risskov
tlf.: 7847 0400
mail@ovartaci.dk
Pris: kr. 50,-
Redaktion: Johannes Nielsen og Poul Lund
45 sider, 36 sort/hvide fotos og 6 tegninger af Søren Knudsen
© Ovartaci Fonden 2002 ISBN 87-88560-15-5

Personaleoptræden i „Stævnemødet og den tredie“.
JavaScript DHTML Menu Powered by Milonic