Fernisering fredag den 10. februar kl. 16.

Installationen tager sit udgangspunkt i min personlige historie, og den breder sig ud til at handle om temaet generelt.

Astrid Gjesing inviterer til strikke/samtalecafé
“Noget (s)om hænder”
søndag den 12. februar kl. 14 - 16
lørdag den 18. februar kl. 14 - 16
torsdag den 2. marts kl. 14 - 16
tirsdag den 14. marts kl. 14 - 16
søndag den 2. april kl. 14 - 16
lørdag den 8. april kl. 14 - 16 aflyst

Sårbarheden i det mellemmenneskelige møde – poesi og hverdagsliv
Astrid Gjesing arbejder i et felt mellem relationel æstetik, lyd, lys, performance og billedkunst.
Hun arbejder ofte med svære medmenneskelige temaer som f. eks. ensomhed. Der ligger en stor sårbarhed i måden Astrid Gjesing involverer mennesker til at med-skabe sit kunstprojekt. Ofte med hende selv som en afsender, der f.eks. i en årrække broderer på et sted i det offentlige rum. Her møder hun sine medmennesker, som inviteres til at deltage i skabelsen af kunstprojektet. Det involverer også, at man reflekterer over det tematiske greb, Astrid Gjesing har sat, som eksempelvis ensomhed.

Personerne bliver ofte personligt involverede, når de som medskabere syr eller skriver, ligesom det fysiske materiale (f. eks. lommetørklæder) har en stoflighed og fælles historie, som skaber et fællesskab mellem kunstneren og deltageren.

I Astrid Gjesings kunstprojekt “Kære Astrid” har hun skrevet til alle, der hedder Astrid, i de byer, hvor Astrid Gjesing selv har boet – nemlig Herning, Aarhus og Viborg. Astrid’erne er blevet opfordret til at skrive et brev til Astrid Gjesing om en person, sted eller begivenhed, som har haft en meget stor indflydelse på deres liv. Ud af 269 håndskrevne afsendte breve fik Astrid Gjesing svar fra 49 kvinder. Kvinderne har i processen givetvis spurgt sig selv: “Skal jeg svare, ikke svare?” Skal jeg  deltage/involvere mig?” og “hvilke konsekvenser har det?”.

Med andre ord bliver det at deltage afgørende for værkets udtryk. Kan det lykkes at skabe en forbindelse mellem to fremmede? I vores tid hvor sms’erne flyver omkring, og hvor de sociale medier buldrer, er der en langsomhed og eftertænksomhed i Astrid Gjesings værker, som opfordrer til refleksion. På Facebook og i livsstilsprogrammer, hvor folk ofte udstiller meget charmerende fotos af deres familier og huse, med stort overskud og finish, er Astrids projekt et ganske andet. Hvad ligger der nedenunder facaden? Hvor bliver det sårbart – det levede liv, hvor kan vi nå hinanden og støtte hinanden.

Astrid Gjesings værksfære er processuel og langvarig. Men kunstprojektet fornys og udvides hele tiden i dialog med publikum, der omformes til at være deltager og aktivt interagere med værket. Kunstprojekterne har det tilfælles, at de alle bygger på en involverende metode – hvor den “fremmede”, får spørgsmålet: “Vil du hjælpe mig”. Det er en meget sårbar position at stille sig i, hvor man sagtens kan blive afvist – det interessante er selvfølgelig også, hvad der så kommer ud af processen. Der opstår ofte et tillidsbånd, hvor de, der vælger at deltage, har tillid til kunstneren og dennes projekt. Deltageren ser kun en lille del af kunstprojektet, som, når det udstilles, får en helt anden volumen både fysisk og indholdsmæssigt. På sin vis er projekterne startet med udgangspunkt i Astrid Gjesing, men flytter fokus længere og længere over på deltageren.

Astrid Gjesing evner dernæst at udstille sine kunstprojekter med en stram minimalistisk præcision,
som indrammer det følelsesladede, uden at det bliver vulgært/ekspressivt. Som beskuer inviteres man med andre ord ind i et til tider privat univers, som er af almen gyldighed, og det er en stor kvalitet.

Af mag. art. Anja Raithel, 2015

“Noget budskab har jeg ikke. Men jeg vil gerne sprede en helt almen tolerance over for menneskeligt vanvid”. Astrid Lindgren

Den franske filosof Michel Foucault beskriver i ‘Galskabens Historie’, hvordan psykiatri som begreb har udviklet sig til et helt væsen, der beskriver og behandler psykisk lidelse ud fra en akademisk og videnskabelig definition af, hvad der sker inde i det menneske, der oplever lidelse.

Med en videnskabelig forståelse menes der også en rationel forklaring, der f. eks. definerer psykose som noget dybt irrationelt, noget end ikke den lidende kan forklare, for vedkommende lever i en verden, der ikke eksisterer i rationel forstand. Det er præcis denne forståelsesmæssige isolation, der føles så smertefuld for det lidende menneske, fordi stedet for forståelse mangler.

&
& er en installation, der udfolder sig i et med- og modspil med Museum Ovartaci’s udspring i psykiatrien. Museet rummer dels et historisk afsnit
og dels en kunstdel. Værkerne her centrerer sig om Ovartaci, kunstner og patient på Psykiatrisk Hospital, Risskov gennem mange år. Normalt vil vi forbinde & med et tegn, der tæt sammenknytter et ord, der står før & med et ord, der står efter. Her tømmes tegnet for denne funktion.

& er en installation, der handler om veje og vildveje fra opløsningen af et menneske mod en mulig re-creation. Installationen tager sit udgangspunkt i min personlige historie, og den breder sig ud til at handle om temaet generelt. Den består af en række nedslag, der hver især og sammen undersøger tilværelsens vilkår
udspændt mellem lidelse/sorg og håb/glæde.

& spiller sammen med og op mod museets små, intime rum og hospitalets ydre arkitektur og anvendelse.
Af Astrid Gjesing

Smertens farve
Tror du, hendes smerte kan
tilintetgøre en anden smerte?
Vil hendes smerte åbne døre?
Hun er nøgen. Hun skriger, som hun ikke véd,
hun kan skrige.
Jeg behøver ikke at slå dig ihjel, eftersom du ikke
findes rigtigt uden ansigt.
Hun skriger, skriger. Uden lyd.
Den anden kind. Cirkelbevægelser, rødt, sort, rødt ...
Astrid Gjesing, 2016

& af billedkunstner Astrid Gjesing
Der er dét, der er – og alt det imellem
Det er en stor glæde at kunne vise denne særudstilling med nye værker af billedkunstner Astrid Gjesing på Museum Ovartaci. Et af værkerne til udstillingen er skabt i neon, det er placeret på udearealet foran museet – med tydelig skrift står der, “Jorden bærer dit aftryk”. Et stærkt værk – en meget flot gave, som Astrid Gjesing i denne anledning har doneret til Museum Ovartaci.

Denne udstilling er på mange måder skabt til museet og dets rum. Den er skabt til museet, fordi det er en del af det Psykiatriske Hospital i Risskov, og ikke mindst er udstillingen skabt ud fra Astrid Gjesings egne historier. Astrid Gjesing har en flot evne til at formulere det umiddelbart ikke synbare. En del af stoffet er genkendeligt – enten på en subtil måde eller i et langt mere lemlæstende bekendtskab – vi ved, det er der, som en del af livet og dét at være menneske, men vi har som sådan ikke altid en direkte bevidsthed på det. Det sørger Gjesing for.

Hun får mennesker i tale gennem sine “works in progress”, ikke sådan på den direkte måde, men ved at iscenesætte velkendte ting og emner, eksempelvis løgnen, som alle kender til. Broderier af menneskers udsagn om løgn på lommetørklæder fortæller om, hvilken betydning løgn kan have for forhold mellem mennesker, hvordan vi bruger den, og hvorfor den findes.  Fordi det netop er noget, alle kender til, og som influerer på vores liv, er det vigtigt og alligevel vanskeligt at favne i et kunstværk. Det kan Astrid Gjesing.

Astrid Gjesing er ikke bange for at behandle de ætsende svære tilstande i livet såsom “Jeg elsker  dig ikke mere”. Eller måske er hun, men modet og erkendelsen – og  anerkendelsen – af, at livets kærlighed er afløst af andet, er nu større, så hun i udstillingen kan dele den svære følelse med os. Hun har tilsvarende arbejdet med et menneskes
totale psykiske opløsning i én af sine installationer; “requiem” – undergangen og et livs afslutning – noget af det allersværeste for os mennesker at forholde sig til.

Et andet aktuelt værk i denne udstilling er skabt af vanter – vanter som Gjesing har fundet på gaden. Vanten beskytter, den hører mennesker til, den kan være meget personlig og rumme historier, den er til børn, unge, gamle – rig eller fattig. Her forstår kunstneren at få nye betydninger frem; symbolik, fortællinger og perspektiver. Vanterne er i udstillingen syet sammen til et værk. Vanterne vidner om mange mennesker, der har brugt dem for at holde hænderne varme, og tilsammen signalerer de i værket en
anden beskyttelse. De er løsrevet fra deres ejermand, men får nu en helt ny og anden betydning,når de forenes i ét. Vanter med hver deres historie – nu med en ny.

I et andet af udstillingens rum går Astrid Gjesing tilbage til sin barndom. En installation af faderens præstekjole, moderens festkjole og dukken Majas dåbskjole cirkler omkring hinanden i en ophængning. Konnotationerne er umiddelbart tydelige og får det til at risle ned ad ryggen. Modsætningen mellem præste- og festkjole giver tanker om konfrontationer i et samliv, som naturligvis må have involveret og påvirket barnet af dette ægteskab. Astrid Gjesing er så meget til stede i samtlige værker – de er levet af hende – og hendes udtryk er ekstremt præcist. Ingen kan gå uberørt fra denne udstilling.

Mia Lejsted, museumsleder