Newsletter in English
Hold efterårsferie på Museum Ovartaci

Tag dine børn, børnebørn, niecer eller nevøer i hånden og gå sammen på opdagelse i Ovartacis verden.

Museets rundviser tager jer med på en spændende tur gennem udstillingen, hvor I sammen går på opdagelse i Ovartacis spændende univers af hybrider og anderledes skabninger. Undervejs taler vi om, hvad I ser på billederne, og hvordan Ovartaci fik ideerne til de mange verdener, han skabte i sin kunst.

 

Rundvisningen  varer ca. en time, og vi anbefaler, at I afsætter tid til at fordybe jer i udstillingen på egen hånd efterfølgende.

Tid:  14. oktober 2024 kl. 11:00

Der er 20 pladser til rundvisningen, som besættes efter først-til-mølle-princippet.

Det koster 75,- kr. at deltage i rundvisningen foruden entré til museet (95,- kr.). Børn under 18 år har gratis adgang i følge med voksne.

Billetter
Gratis efterårsløjer for børn

Hver dag i skolernes efterårsferie kan du tage børnene eller børnebørnene med til kreativ hygge i Museum Ovartacis Børn & Unge Atelier. Her kan I sammen hygge jer med at lave dyr af grankogler eller skabe flotte farverige frottager (gnidetryk) med blade.

 

Vi glæder os til at se jer!

Rundt om Ovartaci

RUNDT OM – en association over kunstneren Ovartaci

Den 14. oktober kan du opleve foredragsformatet RUNDT OM, som blander viden og kunst og sender dig på en tempofuld associationsrejse over kunstneren Ovartaci. Arrangementet finder sted på Syddjurs Egnsteater – i KulturHotellets café.

 

På scenen tager passionerede eksperter og kunstnere dig gennem komprimerede mini-foredrag og kunstneriske indslag. Hver har nøjagtig 10 minutter til at dele ud af netop deres vinkel.

Vært skuespiller Line Bie Rosenstjerne vil føre dig gennem aftenen.

 

RUNDT OM er som at lade fingeren bladre tilfældigt i et lyslevende Lademanns leksikon, hvor både viden og kunst kommer til live.

Foredragsholdere:

  • Georg Schwarz fra Museum Ovartaci - Ovartacis historie
  • Sanger Lise Dres - Sange over Ovartacis digte
  • Oversygeplejerske Jan Møller Nielsen - Skizofreni
  • Skuespiller Rikke Lylloff - Ovartacis ord
  • Biolog Jens Redersen – Støvet på en sommerfugls vinge og andre myter som de skønne kræ
  • Lektor Erik Exe Christoffersen - Kunsten og galskaben 
  • Instruktør Magnus Grøner Errboe - At lave kunst om en kunstner

 

Det koster 50,- kr. at deltage i arrangementet.

Billetter
Sindet er en sommerfugl

Den 15. oktober  kl. 19.00 og 16. oktober kl. 17.00 og 19.00  har du mulighed for en helt særlig teateroplevelse. I tæt samarbejde med Syddjurs Egnsteater og Hakkehuset præsenterer museet forestillingen Sindet er en sommerfugl i Festsalen i Bindesbøll Byen.

 

Sindet er en sommerfugl inviterer publikum til at træde ind i Ovartacis magiske univers, hvor sindet som en sommerfugl bevæger sig gennem forvandlingens stadier og hvor kunstens kraft forvandler det klinisk rene hospitalsrum til et levende landskab af farver, former og musik. Publikum inviteres på en rejse gennem Ovartacis sind, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen i en legende og sanselig iscenesættelse.

 

Forestillingen balancerer mellem det fantasifulde og grænsesprængende sind og barnets legeunivers. For de voksne fremstår fortællingen som en skildring af et sårbart sind, hvor grænserne mellem virkelighed og hallucination opløses. Børn vil derimod spejle sig i fantasien og legen, hvor alt synes muligt mens unge vil kunne spejle sig i legen med identiteter, hvor kreative udtryksformer giver et fordomsløst frirum. Forestillingen taler til både den analytiske voksne og det fantasifulde barn og udforsker emner som psykisk robusthed, identitet og forvandling.

 

Der er begrænset antal billetter til forestillingerne, og billetsalget går hurtigt, så tøv ikke med at sikre dig din billet via linket nedenfor

Billetter
Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner

Torsdag den 24. oktober inviterer Museum Ovartaci til reception i anledning af udgivelsen af en ny stor monografi om Ovartaci. Det er forfatteren og foredragsholderen Anne Valbjørn Odgaard, der står bag bogen, der er det første samlende, bredt formidlende værk om kunstneren Ovartaci.

 

Bogen beretter dels i kronologisk form om kunstnerens liv og sætter hans virke ind i en større kunst-, kultur- og psykiatrihistorisk kontekst, og præsenterer dels et bredt udsnit af kunstnerens værker. Her mødes vigtige tematikker som køn, identitet og galskab, og det er blandt andet disse perspektiver, som bogen udfolder.

 

Bogudgivelsen markeres med en reception på Museum Ovartaci torsdag den 24. oktober kl. 16-17. Her kan du møde forfatteren og få signeret dit helt eget eksemplar af bogen.

 

Museet er vært ved et glas bobler, og alle er velkommen.

 

Bogen kan købes i Museets webshop fra den 11. oktober

Ovartaci: Kunst og livsstationer – Den g(l)emte streg

Den 8. oktober åbnede udstillingen Ovartaci: Kunst og livsstationer – Den g(l)emte streg på Maltfabrikken i Ebeltoft. Det er en stor glæde for museet at kunne præsentere Ovartacis kunst på en udstilling i fødebyen Ebeltoft. Udstillingen kan opleves uafhængig af eller som et supplement til særudstillingen på Museum Ovartaci: Ovartaci ≠ Isolotto. Begge udstillinger har fokus på atypiske og mindre kendte værker af Ovartaci, og giver publikum mulighed for at skabe et mere nuanceret blik på Ovartaci som kunstner. Det kan anbefales at lægge vejen forbi Ebeltoft for at opleve Ovartaci på hjemmebane.

En dag om Ovartaci

Lørdag den 26. oktober kl. 11-18 kan du komme helt tæt på Ovartaci, når museet sammen med Maltfabrikken inviterer til en spændende temadag om bysbarnet Ovartaci.

I løbet af dagen afvikles tre events:

 

11:00 -12:00 · Ovartacis liv og univers

Samtalesalon med Mia Lejsted, museumsdirektør Museum Ovartaci, og Kristian Krog, direktør Maltfabrikken

Sted: Støbesalen, Maltfabrikken


14:00 -15:30 · KØN

Oplæg og diskussion ved Brian Benjamin Hansen, docent VIA University College og Marie Bendtsen, psykolog og kønsteoretiker 

Sted: Støbesalen, Maltfabrikken


17:00-18:00 · Fortællinger om Ovartaci

Foredrag med Brian Benjamin Hansen og efterfølgende interview med Kristian Krog samt indvielse og premiere på lyd- og video-installation om Dalstrup af Brian Benjamin Hansen, Anders Ruby og Georg Schwarz

Sted: Kølle 1, Maltfabrikken

 

Husk også at sætte kryds i kalenderen den 8. november kl. 15-18, hvor museet i anledning af børnekulturnatten inviterer til plantefarvningsworkshop for børn i Spiren på Maltfabrikken.

Rejs bæredygtigt og få rabat på din entré til museet

Museum Ovartaci har indgået et partnerskab med Earth Miles, som er et bonusprogram til dig, der benytter bæredygtige former for transport. På museet har vi i det daglige fokus på bæredygtig adfærd i alt, hvad vi foretager os. Derfor er partnerskabet med Earth Miles en naturlig udvidelse af de tiltag, vi allerede har igangsat.

 

Earth Miles fungerer ved at du downloader app’en og opretter dig som medlem ved at følge den simple opsætningsvejledning. Herpå er du allerede godt i gang med at optjene bonuspoint, som du kan omsætte bl.a. til rabat på entréen til Museum Ovartaci.

Earth Miles
Fællesskab og hygge eller en stille stund

Museumsshoppen bugner af gode forslag til aktiviteter til efterårsferien eller en stille stund med en god bog.

 

Er du til hygge og spil kan du dyste mod familie og venner i Klodsmajor, Shut the boks, vendespil med Ovartaci billeder eller escape-spillet Det mystiske museum.

 

Er du til leg og hygge tilbyder vi kreative DIY-sæt for en hver alder og kreativ interesse. Lav f.eks flagermus, som dem du lige nu kan opleve i særudstillingen Ovartaci ≠ Isolotto. Kast jer ud i at lave de lækreste bolsjer, som dem Ovartaci fodrede sin skytsånd Sinhu-hesten med. Eller lav de flotteste snyde-donuts, præcis som de snydekager man kunne opleve i forestillingen Lyden af en fandens fantast.

 

Er du til en stille stund med en god bog finder du blandt andet Michael Kambers fantastiske bog Gå godt. Bliv smittet af glæden ved at gå og få en dybere forståelse af, hvad det at gå gør ved os mennesker.

 

Gå godt trækker røde tråde langt tilbage i menneskets tobenede historie og afdækker, at der er en sammenhæng mellem det at gå og det, at det ”går godt”. Vores organisme trives bedst, når vi er i bevægelse. Vi tænker godt, husker godt og får flere hjerneceller, når vi går. Vores sanser er kalibreret til gangtempo. Vi oplever og erkender verden mest intenst, når vi ikke har for meget fart på. Gå godt handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Både i hverdagslivet og i et større perspektiv. Og forfatterens gåture i selskab med inkarnerede fodgængere som blandt andre Bente Klarlund Pedersen, Tor Nørretranders og Rane Willerslev føjer nye og overraskende perspektiver til vigtigheden af at gå.

Museum Ovartacis Venner

 

Medlemmer af Museum Ovartacis Venner er med til at sikre museets fortsatte eksistens og dets vigtige arbejde med at gøre en forskel for andre ved at fjerne fordomme og skabe forståelse om psykisk sygdom gennem kunst og kulturhistorie.

 

Med andre ord:
MUSEUM OVARTACI HAR BRUG FOR DIG!

 

Som medlem af Museum Ovartacis Venner får du særlige og favorable fordele. Du modtager invitationer til events, ferniseringer, pre-views, særlige vennearrangementer og du tilbydes en særlig vennepris på udvalgte arrangementer. Desuden giver et medlemskab af Museum Ovartacis Venner gratis adgang til museet. Et medlemskab koster 225,- kr. årligt.

BLIV MEDLEM
Følg os her: