Rejser i sindet

Ovartaci foretog utrolige rejser i sindet, i tid og rum gennem en lang række tidligere tilværelser, og var indtil de allerseneste år særdeles produktiv som kunstner.

Han var desuden meget interesseret i musik, sprog og litteratur, og han kæmpede sig, via et fantastisk engagement i sit arbejde med sin kunst og sig selv, i 1950'erne og 60'erne, frem til en misundelsesværdig åndelig og kunstnerisk frihed.

Det hele var en selvbehandlingsproces, der førte til mere livskvalitet, end det er forundt mange af vi andre såkaldt psykisk raske.

Ovartaci og kønnet

Især fra begyndelsen af 1950'erne formulerer Ovartaci på flere måder et stærkt ønske om at undslippe sine seksuelle drifter og i stedet transformere sig til det rene, smukke og livgivende væsen, som han anså kvinden for at være. Renheden ligger ifølge Ovartacis overbevisning blandt andet i, at kvinden har kontrol over sine drifter, hvor det modsatte gør sig gældende for manden. Han ansøger om kønsskifteoperation i en stærk tro på, at det vil give ham mere ro og en del af den smukke kvindelighed, som han beskriver i sin kunst. Han får afslag, hvorfor han til sidst tager sagen i egen hånd og amputerer sig selv i 1951. Herefter pågår der de efterfølgende år mange forhandlinger med lægerne om kirurgisk at fuldende ”værket” og fysisk gøre Ovartaci til kvinde. Dr. Barfod er kirurgen/lægen der fysisk transformerer Ovartaci til kvinde.

Da Ovartaci er i firserne ser han tilbage på mange af sine bedrifter som tosserier – navnet Ovartaci, helikopteren, som han havde en drøm om at flyve væk i og hele hans kunstproduktion– inklusive hans ønske om et liv som kvinde. Han formulerede det med egne ord således; "Jeg har da vist været en fandens fantast". Skizofrenien brændte ud, og hans fremtoning og betegnelse for sig selv var atter som mand. I april 1982 siger han til en sygeplejerske: ”Jeg hedder Louis Marcussen – og er et mandfolk”.

Som sådan – i hoved og sind – sov han ind november 1985, han begyndte som dreng og sluttede sit lange liv som mand.