|
|
|
|
|
Museum Ovartaci er nomineret til Europæisk pris
|
|
Museum Ovartaci er blandt de nominerede museer til European Museum of the Year Award 2025.
"Det er et af de helt store skulderklap", siger museumsdirektør Mia Lejsted og fortsætter: "Vi er et museum, som hver dag gør en dyd ud af at være meget mere end et museum, og bidrage positivt til udvikling af nye paradigmer ved at skabe nye indsigter i områder, som kan være svært tilgængelige."
EMYA-prisen uddeles til et museum, som bidrager til vores forståelse af verden samt til udviklingen af nye paradigmer og professionelle standarder på museer.
EMYA2025-vinderne offentliggøres lørdag den 24. maj 2025 ved den årlige EMYA2025-konference og prisuddeling i Białystok, Polen. 'Uanset hvordan udfaldet bliver, er vi som museum utroligt stolte over at være nomineret blandt et imponerende felt af Europas stærkeste museer", sige museumsdirektør Mia Lejsted.
Til lejligheden har museet skabt en lille præsentationsvideo, som du kan se her.
|
|
|
|
|
|
Fra stressramt til strikker
|
|
- Mød Maria fra Skaberglæde
Vil du lære, hvordan håndarbejde kan booste din mentale sundhed?
Kom til Museum Ovartaci d. 15. maj kl. 17-18.30, hvor Maria fra Instagramprofilen Skaberglæde deler sin rejse og introducerer Craft Psykologi
– en metode til at bruge kreativitet som selvomsorg.
Du får indblik i:
- Hvordan håndarbejde kan skabe ro og modvirke stress
- Hvorfor passion ikke altid er nødvendig for, at craft kan gavne din trivsel
- Hvordan du kan opnå flow og “meningsfuld selvforglemmelse”
- Hvordan du kan tilpasse kreative aktiviteter til din energi og dine skills
Alt bliver forklaret i øjenhøjde – så du behøver ikke være ekspert for at få noget ud af det!
Tag en ven med og find din kreative superkraft
Begrænsede pladser – – så skynd dig at få billet!
|
|
|
|
|
|
|
Stærkt museumssamarbejde
|
|
Onsdag den 9. april havde museumsfolk fra hele Midtjylland fundet vej til Museum Ovartaci, som havde den fornøjelse at lægge lokaler til årsmødet i Midtjyske Museers Udviklingsråd (MMU). Efter årsmødet var der arrangeret et temamøde om kultur og sundhed, hvor museet også bidrog.
Museumsdirektør Mia Lejsted stod for temamødets første oplæg om, hvordan Museum Ovartaci dagligt arbejder med sundhed med afsæt i kunsten. Derpå bidrog sanger, musiker og billedkunstner Lars H.U.G. med sit perspektiv på, hvordan usikkerheden kan bruges som drivkraft i den kreativt skabende proces. Afslutningsvis delte kontorchef i Bæredygtighed og sundhedsinnovation i Region Midtjylland, Pia Astrup sin viden om kulturens værdi på sundhedsområdet.
Dagen blev rundet af med en afsluttende debat om udviklingsrådets fremtidige berettigelse og hvordan en fremadrettet strategi kan formes.
På Museum Ovartaci er vi af den overbevisning, at vi er stærkest, når vi arbejder sammen og deler vores viden med hinanden. Det er der, vi udvikler os og bliver et endnu bedre tilbud til alle borgere.
|
|
|
|
|
|
365 DAYS IN A BAG - Usikkerheden som drivkraft · Slip stregen løs
|
|
Den 13. juni åbner Museum Ovartaci en ny særudstilling: '365 DAYS IN A BAG - Usikkerheden som drivkraft · Slip stregen løs'.
I tæt samarbejde med sanger, musiker og billedkunstner Lars H.U.G. inviterer vi indenfor i kunstnerens rum, hvor usikkerheden er drivkraften. Her udforsker vi sammen, hvad der sker, når vi giver slip, glemmer os selv og overgiver os fuldt ud til den kreativt skabende proces.
Udstillingen åbnes den 13. juni kl. 15.00. Sæt gerne X i kalenderen allerede nu.
|
|
|
|
|
|
Skånejobber til butikken – kender du én?
|
|
Museum Ovartaci søger engagerede værter til at tage godt imod vores gæster.
Er du serviceminded og interesseret i kunst – og er du førtidspensionist – så er et skånejob på Museum Ovartaci måske lige noget for dig.
Du er den første, vores gæster møder - og du modtager gæsterne med et smil og fortæller dem om museet og vores udstillinger, så de får en god start på deres besøg.
Dine opgaver
Som vært er dine opgaver at:
- Tage godt imod museets gæster
- Sælge billetter, bøger, plakater m.m.
- Introducere til museet og udstillinger
- Holde orden i butikken og udstillingen
- Svare på spørgsmål fra gæsterne
I er altid to værter i museumsbutikken, og vi tilrettelægger i fællesskab opgaverne ud fra dine skånehensyn.
Din arbejdstid
Arbejdstiden er efter aftale, men typisk 2 vagter i løbet af ugen samt 1-2 vagter i weekenden om måneden.
Vagterne vil være i tidsrummet 9.30-13.30 og 13.30-17.15 på hverdage. Lørdag og søndag kl. 11.45-17.15.
Lidt om dig
Vi lægger vægt på, at du er smilende, imødekommende og ansvarsfuld - og at du kan lide at tale med mange forskellige mennesker og give dem en god oplevelse. Butikserfaring er ikke nødvendig, men vi ser gerne, at du er nysgerrig på museets kunst og psykiatrihistorie.
Har du eller en du kender lyst til at blive en del af Museum Ovartaci? Skriv eller ring til HR-ansvarlig Marianne Nygaard Bruun på e-mail: manyg@aarhus.dk eller tlf. 4185 6177.
|
|
|
|
|
|
Flot og fantasifuld udstilling!
|
|
Den 22 april åbnede en virkelig flot udstilling med pragtfulde værker i Vejlby folkehus.
Værkerne er fulde af fantastiske finurligheder, nytænkning af genbrugsmaterialer og grafiske indslag, og skabt af brugerne af Museum Ovartacis kreative værksted Frirummet. Ligesom Frirummets brugere er værkerne forskellige og fantasifulde og helt unikke.
Ferniseringen var velbesøgt og der blev solgt godt af værkerne på åbningsdagen. Det var med stor stolthed og glæde at brugerne kunne åbne dørene til et kig ind i værkstedets univers.
Der er gratis adgang og udstillingen kan opleves i Vejlby folkehus frem til udgangen af juni.
|
|
|
|
|
|
Venneforeningens forperson takkede af efter mere end 10 år
|
|
Tirsdag d. 29.4. blev der afholdt ordinær generalforsamling i museets venneforening. Udover de traditionelle punkter på dagsordenen sagde Hanne Teglhus ved denne anledning formelt farvel til hvervet som forperson i mere end 10 år.
Hanne Teglhus var fra begyndelsen én af ildsjælene, der stod op for museet, da det i 2014 så allersortest ud omkring lukning af museet. Ud af en gruppe stærke støtter dannedes bestyrelsen til Støtteforeningen for Museum Ovartaci – senere Museets Venner. Museet overlevede og trives heldigvis godt i dag, men der er stadig stor brug for støtte til mange gode projekter. (Læs mere om foreningen)
Hanne har frem til efteråret 2024 fungeret som forperson for foreningen. Hun har en baggrund som museumsinspektør på Steno og som ekstern lektor i Kommunikation og Kultur ved AU.
Vi skylder Hanne en stor tak for hendes store indsats som forperson – tak for altid at stille op, banke på døre, skrive og være fortaler.
Tak Hanne – og vi ses under andre former på museet!
|
|
|
|
|
|
Lad os være venner
|
|
Gør en forskel for kunsten og Museum Ovartaci og bliv medlem af Museum Ovartacis Venner.
Foreningen Museum Ovartacis Venner blev stiftet i 2016 og er med til at sikre, at museet fortsat kan skabe spændende udstillinger, udvikle og bevare museets unikke samling samt fortsætte det vigtige arbejde med at fjerne fordomme omkring og skabe forståelse for psykisk sygdom gennem kunsten og kulturhistorien.
Din støtte gør en stor forskel for os!
Et medlemskab giver følgende fordele:
- Gratis adgang til museet for kortholder
- Invitation til udstillingsåbninger
- Invitation til diverse arrangementer
- Særlig medlemspris til udvalgte arrangementer
- Gratis adgang for kortholder samt én ledsager ved medlemskab + ledsager
Medlemskab af Museum Ovartaci Venner koster:
- 225,- for personligt medlemskab
- 325,- for personligt medlemskab + ledsager
|
|
|
|
Følg os her:
|
|
|
|
|
|
|
|
|