SÆRUDSTILLINGER 2024
Museum Ovartaci er klar med et spændende og stærkt program for det kommende år - 2024.
Klokkebarn Blodmenneske, Dråben - Den dobbelte virkelighed
Den 22. februar 2024 åbner årets første særudstilling: 'Den dobbelte virkelighed' med værker af Katrine Ærtebjerg.
Kathrine Ærtebjergs kunstneriske univers er flydende og drømmeagtigt – et fantasiens grænseland, hvor der konstant prikkes til vores nysgerrighed. Vi præsenteres for en verden, der fremstår anderledes end den, vi kender, men med løsrevne elementer af genkendelighed.
Ærtebjergs værker udforsker på mange måder vores tilstedeværelse i verden – både åndeligt og fysisk - og skubber til vores gængse opfattelser af virkeligheden. Måske er der ikke bare én enkelt virkelighed …
Særudstillingen 'Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben - Den dobbelte virkelighed' viser nye papirarbejder, ældre malerier, hængende træfigurer og musik af Katrine Ærtebjerg. Udstillingen er skabt i samarbejde med Nikolaj Kunsthal, hvor værker af Kathrine Ærtebjerg vil kunne opleves i samspil med udvalgte Ovartaci værker i sidste halvdel 2024.
Den ukendte OVARTACI
I 2024 ville Ovartaci være fyldt 130 år. Det markerer vi på museet med en unik særudstilling med mindre kendte værker af Ovartaci – Den ukendte Ovartaci.
Ovartaci er kendt og elsket for sine helt særlige hybride væsner og kvindefigurer. Men gennem sit liv malede Ovartaci også mere mimiske værker. Disse værker var ofte bestillingsværker fra plejere og læger eller andre, som havde han havde kontakt til gennem sit liv som patient.
Særudstillingen Den ukendte Ovartaci viser en side af Ovartacis kunst, som ikke tidligere har været i fokus, og værker som ikke tidligere har været udstillet. Nogle af værkerne fremstår umiddelbart som en tro kopi af den virkelighed, vi kender, men har ved nærmere iagttagelse et eller flere ovartaciske tvist.
Den ukendte Ovartaci åbner i september 2024, hvor flere andre begivenheder på og udenfor museet vil markere 130 året for Ovartacis fødsel.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.