BØRN & UNGE ATELIER
I Museum Ovartacis Børn & Unge Atelier formidles kunst og psykiatri i øjenhøjde med målgruppen. Kunst og kreativitet flettes sammen med læring og leg, når Museum Ovartaci inviterer daginstitutioner, folkeskoler, gymnasieelever og unge på forberedende- eller videregående uddannelser ind til målrettede forløb, der sikrer, at eleverne går fra museet med ny viden og en helt unik oplevelse.
Børn & Unge Atelierets undervisningsforløb er tilrettelagt således, at undervisningen på museet kan individualiseres ud fra ønsker om specifikke emner foruden færdige forløb. Fælles for alt undervisning på museet er fokusset på at tale fordomsfrit og åbent med eleverne om psykiske lidelser. Aftabuisering af psykisk sygdom er et af museets vigtigste formål, og derfor mener vi også, at det er vigtigt at introducere emnet for alle aldersgrupper.
En dag på Museum Ovartacis Børn & Unge Atelier kan eksempelvis se således ud:
Vi starter i museets permanente udstilling, som er udgangspunktet for alle elevhold. Eleverne introduceres til Ovartacis værker, hans liv og forskellige udtryksformer, hvorfra samtalen om psykisk sårbarhed udspringer. Denne introduktion og rundvisning på museet tilpasses målgruppen.
Med udgangspunkt i den viden, eleverne har fået om Ovartacis værker, bruges kunst som udtryksform og dialogskabende i resten af undervisningen. Ovartacis fantasifulde univers sætter ingen grænser og derfor vil undervisningen også variere. I nogle tilfælde kan den kreative workshop også udspringe fra særudstillingen, som i sin skiftende karakter altid tager udgangspunkt i samtale, åbenhed og dét at være menneske.
I den kreative workshop får eleverne mulighed for at arbejde kreativt med kunsten. Eleverne introduceres til deres respektive opgaver af vores dygtige undervisere og får god tid til at fordybe sig i fællesskab. Eleverne skaber kunst med deres egne iagttagelser fra museet og arbejder eksperimenterende. På museet har vi stort fokus på bæredygtighed - både socialt og materielt. Derfor arbejder vi i workshoppen næsten udelukkende med genbrugsmaterialer.

Eksempel på kreativ workshop: Folkeskole 4. klasse
Da en 4. klasse besøgte museet, fik eleverne en opgave, i den kreative workshop, der udsprang fra museets daværende særudstilling. Særudstillingen 365 Days in a Bag af Lars H.U.G bestod af hundredvis af dekorerede genbrugsposer. Først fik eleverne til opgave at gå på opdagelse i udstillingen med et stykke avispapir og kridt. Børnene skulle finde forskellige teksturer i udstillingsrummet og i haven, som de kunne lave aftryk af på avispapiret. Tilbage i workshoppen kunne eleverne derefter male over disse aftryk med ecoline (en tynd type maling, som adskiller kridt-aftrykket i et flot mønster).
Herefter fik eleverne til opgave at dekorere deres egen pose. Kopier af Ovartacis værker blev sat til rådighed så eleverne kunne lave collage på deres poser og derefter dekorere dem videre med oliekridt. Collageøvelsen giver plads til, at man kan deltage uanset niveau og gør det muligt for eleverne at lave et godt produkt uanset erfaring.

Eksempel på kreativ workshop: Gymnasieklasse med engelsk-fokus
Et lidt nyere forløb på Museum Ovartacis Børn & Unge Atelier er gymnasieklasser, der besøger museet i forbindelse med deres engelskundervisning på gymnasier. Her bliver eleverne introduceret til udstillingen på engelsk med fokus på Ovartacis poesi.
Eleverne bliver introduceret til digtet med faglige og teoretiske begreber om poesi, herunder alliteration, rim, osv, som er en del af deres engelskundervisningspensum.
Herefter bliver der uddelt en engelsk tekst, om Ovartacis tidligere liv og hans erindringer, til eleverne. De får til opgave, i den kreative workshop, at udvælge selvvalgte ord i teksten, som skal udgøre et stykke poesi med fokus på de ting, de har lært i introduktionen af Ovartacis digt. Det negative rum mellem deres udvalgte ord, udfyldes med farver og motiver ud fra hvilken stemning deres digt har. Dette giver plads til refleksion, intuition og kreativitet på en ny måde, der fordrer, at alle kan være med, uanset kreativ erfaring.
