LONE PEDERSEN I INTERNATIONAL GRUPPEUDSTILLING I BRUXELLES
Tre værker af Lone Pedersen, som er repræsenteret i Museum Ovartacis samling, kan opleves i gruppeudstillingen SPELL på Etablissement d’en face i Bruxelles. Her indgår værkerne i en ny international sammenhæng, hvor forskellige kunstneriske praksisser mødes på tværs af skulptur, installation, fotografi og maleri.
Om udstillingen
SPELL er organiseret af det kunstnerdrevne udstillingssted Simian i København og følger op på Painting-as-Prop, som Etablissement d’en face præsenterede hos Simian i 2024.
Udstillingen samler værker af Ingvar Cronhammar, Megan Plunkett, Marina Xenofontos, Tora Schultz og Lone Pedersen med værker af Simians grundlæggere Jan S. Hansen, Christian Vindelev, Toke Flyvholm og Markus von Platen.
SPELL kredser om forholdet mellem sprog, magt og perception – og om de regler, forskrifter og strukturer, der organiserer vores forståelse af verden. Udstillingen undersøger sprogets dobbelte karakter: som et redskab til at beskrive og fortolke virkeligheden, men også som noget, der regulerer den. Ord kan blive til regler, regler til handlinger og abstrakte formuleringer til konkrete strukturer, som mennesker lever indenfor.
Denne tematik får en særlig resonans gennem udstillingens placering over for Palais de Justice i Bruxelles. Den monumentale retsbygning bliver et arkitektonisk modbillede til udstillingens undersøgelser af lov, autoritet og historieskrivning. SPELL bevæger sig således mellem det personligt erfarede og de større samfundsmæssige systemer, mellem det poetiske og det normative.
I denne sammenhæng indgår tre værker af Lone Pedersen. Pedersen er repræsenteret i Museum Ovartacis samling og har gennem en årrække haft en væsentlig tilknytning til museet, blandt andet med atelier på museet og gennem tidligere særudstillinger. I SPELL møder hendes værker andre kunstneriske praksisser og generationer og kan dermed opleves uden for museets egen kontekst og i nye kunstneriske fællesskaber.
SPELL kan opleves på Etablissement d’en face, Place J(e)an Jacobsplein 1, B-1000 Bruxelles, fra 8. august til 12. september 2026. Udstillingen er åben onsdag–lørdag kl. 14–18.