Ovartacis livshistorie bærer vidnesbyrd om anstaltspsykiatriens historie, eller epoken med langtidsindlæggelser i dansk og europæisk psykiatri. Vi får indsigt i konsekvenserne af en sådan tilværelse: isolation, fængselslignende sociale relationer, en konstant kamp for det personlige rum. Vi taler også om en epoke, hvor effektive behandlingsmuligheder for de tunge psykiatriske sygdomme er særdeles beskedne, og hvor selve opholdet i lige så høj grad er en beskyttelse af den almindelige borger mod at skulle konfronteres med stærkt invaliderende og angstprovokerende sindssygdom på nært hold. Anstaltsopholdet – i Ovartacis tilfælde af 56 års varighed – er en form for ”gensidig skærmning”.

"Friheden i ufriheden"

Den anden side af historien er ”Friheden i ufriheden”: et på mange måder trygt og ubekymret liv, hvor Ovartaci får serveret sine måltider, får alle elementære livsfornødenheder dækket, og hvor han kan koncentrere sig om sin kunst og syner i fuld udstrækning. Det er Ovartacis – og også vores – held at han i hvert fald i lange perioder bliver fritaget for en sløvende og på sin egen måde invaliderende medicinsk behandling. Vi møder her en individuel tilgang til den enkelte patient, en mulighed for at differentiere og imødekomme nogle specifikke ønsker og behov hos patienten. Således tildeles Ovartaci sit enkeltværelse og små, men for ham essentielle, privilegier, såsom adgang til en cykel og tilladelse til udflugter i den virkelige verden.

Paradoksalt nok er det vanskeligt, nærmest umuligt at forestille sig, at Ovartacis grænseoverskridende kunst kunne have udfoldet sig lige så rigt og stærkt uden for de mure, som udgjorde hans fysiske horisont. Derudover er selve disse arkitektoniske og sociale rammer et centralt motiv og drivkraft i hans livsværk.