Pengetank redder uvurdelig skat
Museum Ovartaci skaffede i sidste øjeblik penge til at sikre vigtigt værk.
Der er jubel på det aarhusianske Museum Ovartaci. Takket være en hjælpsom pengetank har museet sikret sig en uvurderlig skat.
Museet fik nys om, at et såkaldt rygefantom, en skulpturel pibe skabt af den afdøde aarhusianske kunstner Ovartaci var kommet på netauktion hos et auktionshus. Museet er naturligvis interesseret i at have en så repræsentativ samling som muligt af de genstande og kunstværker, som den usædvanlige kunstner og psykiatriske patient Ovartaci har skabt.
Gode råd var derfor dyre, da rygefantomet kom på auktion. Ledelsen på museet vurderede, at der ville blive brug for op imod 40.000 kroner, hvis rygefantomet skulle i hus. Så der skulle skaffes penge.
Museets leder Mia Lejsted måtte derfor ud for at spørge fonde, om de ville bidrage. Hun var heldig at få et tilsagn fra Inge og Asker Larsens Fond, som støtter almennyttige formål.
Dermed var der penge nok til at sikre det eftertragtede kunstværk. 29.000 kroner var buddet ved det sidste klik, og hertil kommer 8.000 kroner i salær, så den samlede pris blev 37.000 kroner.
”Pengene er betalt, og rygefantomet er nu i gode hænder her på museet,” siger en glad Mia Lejsted, og supplerer: ”Vi glæder os meget til at kunne vise rygefantomet frem for vores gæster, når museet genåbner til maj 2023.”
På fotoet ses en glad museumsleder med det unikke rygefantom.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.