Vi har talt længe nok! - Det er på tide, at vi handler!
På Museum Ovartaci giver vi GRATIS adgang til museet i et helt år for unge under 27 år ! - Ikke blot en uge i september...
”Det nytter ikke noget, vi kun taler om at gøre kunst og kultur tilgængelig for de unge. Vi har talt længe nok! På Museum Ovartaci handler vi. Derfor giver vi nu gratis adgang for unge under 27 år til museet”, siger museumsdirektør Mia Lejsted og hentyder til de seneste års politiske debat om kulturpas til børn og unge.
ØGET TILGÆNGELIGHED
”Kunst og kultur er lige så væsentlig for vores sind og mentale sundhed, som bevægelse og motion er for vores krop”, sige museumsdirektør Mia Lejsted og fortsætter ”Netop derfor er det ekstra vigtigt, at vi som kulturinstitutioner arbejder for at nedbryde de barrierer, de unge kan have i forhold til at benytte sig af kunsten og kulturen. Vi ved fra tidligere års deltagelse i K7 WEEK (et landsdækkende initiativ, der gør danske kulturinstitutioner mere tilgængelige for unge gennem gratis entré), at fri adgang har en effekt på de unges brug af museet”.
KULTUR SOM SUNDHEDSFREMME
Museum Ovartaci har mange års erfaring i at arbejde med kunst og kultur som sundhedsfremme. Kunsten og kulturen giver os mulighed for at udvide vores erfaringshorisont og gøre os klogere på os selv, hinanden og verden omkring os. Samtidig åbner kunsten og kulturen mulighed for at forene og forbinde sig med andre og skabe nye relationer. Endelig kan kunsten og kulturen være med til at give os et sprog for det, som ellers kan være svært at tale om – eksempelvis ensomhed, angst, depression, mental mistrivsel. Netop derfor er det vigtigt, at vi gør kunsten og kulturen tilgængelig – særligt for den unge målgruppe.
SUMME AF UNGT LIV
Med tiltaget håber Museum Ovartaci, at endnu flere unge vil benytte museet i deres fritid. ”Vi har i tilknytning til museet et loungeområde, hvor man er meget velkommen til at sætte sig for at hygge sig, drikke kaffe eller arbejde studierelateret”, fortæller Mia Lejsted ”Det er vores håb, at museet med tiltaget vil summe af ungt liv i hele åbningstiden.” Museum Ovartaci har indført fri adgang til museet for alle unge under 27 år på forsøgsbasis frem til 17. maj 2025. ”Forsøget startede tilbage i maj, og allerede nu kan vi se, at det har en positiv effekt på antallet af unge, der besøger museet, hvilket vi glæder os meget over. Når forsøgsperioden slutter til maj 2025, vil vi tage stilling til, om tiltaget skal implementeres permanent” fortæller museumsdirektøren.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.